ExplainSpeaking: Rød tråd mellem IMF's World Economic Outlook, RBI's pengepolitik og oprindelsen af ​​Economics Nobel

Den indiske økonomi var vidne til en lang række vigtige nyhedsbegivenheder i sidste uge, og den har også en tætpakket tidsplan denne uge.

Uden for RBI-kontoret i Mumbai

– ExplainSpeaking-Economy er et ugentligt nyhedsbrev fra Udit Misra, der leveres i din indbakke hver mandag morgen. Klik her for at abonnere

Kære læsere,

Den indiske økonomi var vidne til en lang række vigtige nyhedsbegivenheder i sidste uge, og den har også en tætpakket tidsplan denne uge.

Langt om længe var regeringen i stand til at finde en køber til Air India, det gældsplagede og tabsgivende nationale luftfartsselskab. Aftalen har flere implikationer, ikke kun for regeringen og den vindende budgiver - Tata sønner - men også for den bredere økonomi.

En anden lidt lettende nyhed var, at ratingbureauet Moody's ændrede Indiens statsobligationsudsigter fra negative til stabile. Læserne burde bemærk, at Moody's har ikke ændret Indiens vurderinger som obligationsudsteder; som fortsat er den laveste investeringsgrad (Baa3). Men udsigterne er blevet bedre. Af de tre store ratingbureauer - Standard & Poor's, Moody's og Fitch, som alle placerer Indien i den laveste investeringsgrad - er det kun Fitch, der stadig har et negativt outlook.

Kort sagt informerer disse vurderinger globale investorer om, hvor sikkert det ville være for dem at låne penge til den indiske regering - og i forlængelse heraf til de indiske virksomheder. En lav rating, som Indien har, indebærer, at investorer vil bede om større belønninger (eller opkræve højere renter) for at kompensere for den højere risiko ved at låne til den indiske regering eller et indisk firma.

Udsigterne på den anden side henviser i det væsentlige til chancerne for, at et lands vurdering bliver dårligere eller bedre. Et negativt udsigter sidste år betød, at Indiens rating forventedes at blive yderligere forværret. Et stabilt udsigter er således en forbedring og tyder på, at den indiske regerings finanser er i bedring. Denne forbedring ses også at afspejle den forbedrede tilstand i den underliggende økonomi.

Fitch Ratings har dog på sin side sænket Indiens økonomiske vækstprognose til 8,7 procent for den nuværende finanspolitik, samtidig med at de negative udsigter for Indiens obligationsudstedelse fastholdes. Der var nogle gode nyheder fra Fitch, såvel som det hævede Indiens BNP-vækstfremskrivning for FY23, det vil sige næste regnskabsår, til 10 procent.

Til sidst var der RBIs pengepolitik, hvilket viste sig at være efter i høj grad forventede linjer . De fleste analytikere gættede på, at RBI ville opretholde status quo på reporenten - det vil sige den rente, som RBI opkræver kommercielle banker, når den låner dem penge. I tider med svag økonomisk aktivitet, som det er tilfældet lige nu, holder RBI reporenten lav for at tilskynde bankerne til at skabe kredit – eller give nye lån.

Det eneste problem har været, at det også er de tidspunkter, hvor inflationen har været ret høj. Høj inflation får typisk RBI til at gøre det modsatte - hæve reporenterne for at køle den økonomiske aktivitet ned. Men som ExplainSpeaking har skrevet ved adskillige lejligheder i det seneste år, har RBI prioriteret at øge BNP-væksten, samtidig med at priserne forbliver ret høje.

Årsagen har været ligetil: RBI er stadig bekymret over Indiens vækstopsving. RBI-guvernøren talte i metaforer, men hans mening var klar for alle, da han sagde, at RBI ikke ønskede at vugge båden, når den nærmer sig kysten, og at der faktisk også var en rejse ud over at nå kysten. I enklere vendinger ønsker RBI ikke at hæve renten eller reducere likviditeten (eller de penge, der er til rådighed i banksystemet til at forlænge nye lån) for tidligt eller for brat, så det ikke skader Indiens begyndende økonomiske opsving.

Dette valg fra Indiens centralbank ligger i hjertet af en global debat, der uden tvivl er årsagen til, at den såkaldte Nobelpris i økonomi - som er planlagt til at blive annonceret senere i dag - opstod.

Men først den globale debat om afvejningen mellem vækst og inflation.

Den 12. oktober udgiver Den Internationale Valutafond sin seneste World Economic Outlook. IMF udgiver denne rapport to gange hvert år - i april og oktober - samt regelmæssige opdateringer om disse udsigter. Læs dette stykke for at forstå, hvad IMF sagde for præcis et år siden i sin Udsigter for oktober 2020 og denne for at forstå, hvordan tingene stod i juli opdatering i år .

En central bekymring denne gang vil være stigningen i inflationen i flere lande. Siden begyndelsen af ​​2021 er inflationen i det overordnede forbrugerprisindeks (CPI) steget i avancerede og vækstmarkedsøkonomier drevet af stigende efterspørgsel, mangel på input og hurtigt stigende råvarepriser, hedder det i IMFs seneste WEO. Længerevarende forsyningsafbrydelser, råvare- og boligprischok, langsigtede udgiftsforpligtelser og en afforankring af inflationsforventningerne kan føre til væsentligt højere inflation end forudsagt i basislinjen. Klar kommunikation kombineret med passende penge- og finanspolitikker, der er skræddersyet til landespecifikke sammenhænge, ​​kunne dog forhindre, at 'inflationsforskrækkelser' ikke sænker inflationsforventningerne, fastslår IMF i et af hovedkapitlerne i dette års WEO.

Nyhedsbrev| Klik for at få dagens bedste forklaringer i din indbakke

Nu til det mest spændende: Hvad er sammenhængen mellem en centralbanks inflationsbekymringer og oprindelsen af ​​Sveriges Riksbanks pris i økonomiske videnskaber, som fejlagtigt kaldes Nobelprisen i økonomi.

Den første ting at vide om denne pris er, at Sveriges Riksbank er Sveriges centralbank, og det er Riksbankens penge - alle 10 millioner svenske kroner eller 8,6 mia. Rs det hele - der gives væk.

Kendrick Lamar biler

I deres fascinerende bog, The Nobel Factor: The Prize in Economics, Social Democracy, and the market turn, beskriver Avner Offer og Gabriel Soderberg historien om fødslen af ​​Economics Nobel.

Her er essensen.

Den svenske centralbank startede prisen i 1968 i et forsøg på at underminere den dominerende politiske økonomiske fortælling om et socialdemokrati. På scenen efter verdenskrigen havde Sverige set fremkomsten af ​​socialdemokratiet - en politisk ideologi, der tror på at pålægge høje skatter for at finansiere en omfattende velfærdsstat. Men et af nøglekravene for at nå socialdemokratiets mål som f.eks. fuld beskæftigelse, udbredte og billige boliger osv. var at have lave renter i økonomien. Lave renter var nødvendige for at nedbringe omkostningerne ved at låne fra regeringen. Det krævede til gengæld at fratage Sveriges centralbank dens uafhængighed. Bogen beskriver den hårde kamp mellem den svenske statsminister Tage Erlander og Per Åsbrink, som blev valgt af premierministeren til at blive chef for Sveriges Riksbank. Selvom Åsbrink tilhørte regeringspartiet, begyndte hans synspunkter at ændre sig hurtigt, da han blev medlem af centralbanken, og han begyndte at se dårligdommene ved regeringens politik, der holdt renterne kunstigt lave.

Tingene kom til hoved i begyndelsen af ​​1957 - to år efter Åsbrink blev udnævnt. I januar og februar 1957 kæmpede den socialdemokratiske regering for at finansiere sit boligprogram i lyset af kreditrationeringer fra kommercielle banker. En højere rente ville have pacificeret bankerne, men boliger ville koste mere. I pausen så bankfolkene ud til at få overtaget. Et kreditklem kunne splitte regeringskoalitionen og splitte det socialdemokratiske parti. Premierministeren var fast besluttet på at kæmpe. Åsbrink gav efter og købte statens boliglån. Men den 10. juli 1957 udløste han et ’kup.’ Uden at rådføre sig med ministre overtalte han Riksbankens bestyrelse til at indskrænke statens låntagning og hæve diskonteringsrenten med én procent. Dette satte gang i en akut politisk krise. Det var dårligt timet: Koalitionen med Agrarpartiet var skrøbelig, og det partis delegerede i Riksbankens bestyrelse havde modsat sig stigningen.

Ikke overraskende var statsministeren sur over Åsbrinks 'dumhed'; regeringen havde 'lidt et meget alvorligt prestigetab', skriver forfatterne.

Åsbrinks kup toppede overskrifterne i flere dage, og glædede oppositionen. Koalitionspartneren (Agrarian Party) frygtede, at det ville skade dets vælgere. Oppositionsaviser skrev, at regeringen havde sig selv skyld i at skabe en 'syg økonomi', der havde brug for denne medicin. Den socialistiske drøm om lave renter var gået op i røg. En anden skrev, at Åsbrink havde ’bevist sin ånd’ og havde vist ’at centralbanken ikke er et eller andet anneks’ til Finansministeriet, fortæller forfatterne.

Alligevel, mens det var farligt at afskedige Åsbrink, lykkedes det det regerende politiske establishment at ydmyge Åsbrink. I 1958 havde premierministeren vristet kontrollen tilbage. I flere år efter steg renterne ikke, og aldrig igen ville denne guvernør træde ud af køen. Yderligere gengældelse fulgte. Centralbanken hentede sine indtægter fra seigniorage, renterne på de obligationer, den købte af regeringen med de penge, den skabte. Højere renter betød, at bankens overskud fra statens låntagning blev betalt af svenske skatteydere. Banken afleverede hvert år et mindre beløb til statskassen og beholdt resten på en særlig konto, som byggede op til en stor kapitalbeholdning. Kuppet på én procent havde skabt en tilførsel af indtægter, men finansministeriet gik hurtigt for at afskære det ved at femdoble sin andel af udbyttet.

At starte Sveriges Riksbanks pris i økonomiske videnskaber var Åsbrinks måde, ifølge forfatterne, at komme tilbage til Socialdemokratiets dominans og samtidig udgive sig for at være videnskabernes protektor. Forfatterne hævder, at Nobelprisen i økonomi blev brugt til at skubbe venstreorienterede økonomer ud og fremme dem, der troede på markedet.

Pointen er, at uanset om man er enig i forfatternes analyse eller ej, er det klart, at en centralbanks uafhængighed, såvel som dens valg, ofte er dybt politisk karakter.

Hvem tror du kan vinde Økonomi Nobel i år? Skriv til mig på udit.misra@expressindia.com

Pas på dig selv,

Udit

Del Med Dine Venner: